Blog

Bitten: Fik styr på sit ubehag og blev bomstærk! 8. februar 2017

Jeg havde desværre fornøjelsen i sidste uge at skulle afslutte en af de klienter, der har været en fast del af mine uger igennem de sidste 16 måneder. Det er altid med blandede følelser jeg afslutter mine forløb, langt de fleste sender jeg trygt ud på egen rejse og er derfor stolt ved deres indsats gennem forløbet, samtidig bliver jeg en smule trist da de ugentlige sessioner vil blive savnet. Fælles for alle mine klienter, er at de altid formår at få en lang række af grin og smil frem på mine læber igennem af vores tid sammen og det er jeg så taknemmelig for.

Bitten-2

Tilbage til Bitten som desværre flytter væk fra skønne Aarhus og derfor ikke længere har mulighed for at besøge mig så ofte som jeg har været vant til. Bitten var en af de første der opsøgte mig grundet smerter og ubehag, hvilket ikke er noget jeg som udgangspunkt arbejder med, idet behandling ikke er en del af mine kompetencer. Hun var dog blevet clearet til at kunne træne så længe der blev taget hensyn, hvilket gjorde at vi startede forløbet ud med at få styr på hendes bevægelser for at undgå yderligere gener.


Jeg vil dog lade Bitten selv fortælle om hendes oplevelser fra sin tid i et samarbejde med mig, så hendes udtalelse omkring vores 16 måneder sammen følger her:

“Da jeg i sin tid (i september 2015) valgte at starte ved Rasmus, havde jeg trænet på egen hånd i et par år, uden at se de helt store resultater. Jeg havde til gengæld reddet mig en skade i lænden, efter at have haft et skævt løftemønster, i de år jeg trænede selv. Jeg gik til kiropraktor, og havde gjort det i 3 måneder, og det syntes ikke rigtigt at blive helt godt igen.

Jeg valgte derfor at kontakte Rasmus, både med et ønske om at blive større og stærkere, men samtidig også for at blive bedre til at træne, så jeg ikke ville skade mig selv i fremtiden.

Rasmus og jeg fik en god snak, og jeg blev med det samme klar over, at hans tilgang til tingene, var den helt rigtige for mig.

Fra dag et af, trænede vi sammen en gang i ugen. Vi trænede ikke fordi jeg manglede motivation til at træne på egen hånd, men fordi at det bare er pisse fedt at blive tæsket igennem, og fordi Rasmus er en kæmpe tekniknørd. Vi har brugt rigtig meget tid på at nørde teknik, og jeg har udviklet mig sindssygt meget, og kunne aldrig finde på, at træne som gjorde før igen.

Da jeg var 2 uger inde i vores første forløb, fik jeg et smæld i lænden igen. Det var under en træning, hvor jeg trænede selv. Jeg satte mig ud i omklædningsrummet og tudede øjnene ud, for jeg var sikker på, at det var dødsstødet, jeg ville aldrig komme til at løfte tungt hvor lænden skulle bruges, for det var jo tydeligvis et problem som bare ikke ville slippe.

Jeg begyndte derfor til kiropraktor igen, og skrev til Rasmus at vi nok ikke skulle træne noget der involverede lænden, når vi skulle træne et par dage efter. Da jeg mødtes med Rasmus til træningen et par dage efter, da skulle vi ikke bare træne. Rasmus havde læst og undersøgt, og havde fundet en masse afspændingsøvelser til at afhjælpe de fastspændte muskler i lænden. Da jeg gik fra træningen, kunne jeg nærmest bruge min læn igen som normalt. Det var mere end en tur til kiropraktoren kunne udrette.

I de følgende mange måneder er jeg bare blevet stærkere og stærkere, og jeg har ikke siden det ovenfor beskrevne, som skete i slutningen af 2015, haft det mindste problem med lænden.

Jeg squatter nu tungt og dødløfter over 100 kg, to ting jeg aldrig havde troet jeg ville komme til, da jeg jo naturligt bare måtte have en svag læn.

Udover den kæmpe træningsmæssige udvikling jeg har gennemgået hos Rasmus, har jeg også fået et helt andet syn på mad. Jeg har aldrig haft en spiseforstyrrelse eller lign, men jeg var, som mange piger nok er, bange for at spise for meget mad, for så ville jeg jo blive tyk. Jeg var samtidig også meget forvirret i hele helsejunglen, og flakkede meget mellem forskellige smarte kostprincipper, for der var ikke rigtig noget af det, der gav de helt store resultater.

Rasmus har lært mig meget om, hvor meget mad man faktisk kan spise, hvis bare man spiser det rigtige for netop mig. Jeg har fået nogle rigtig gode grundlæggende madvaner, som jeg ved at jeg vil have resten af mit liv, fordi de er så lige til, uden det helt store hokus pokus.

Udover at være blevet glad for det jeg ser i spejlet og kunne løfte meget tungere, så har de mange måneder været en sand fornøjelse, fordi Rasmus bare er helt vildt cool. Selvom jeg har hadet ham mange gange, når han har tæsket mig igennem diverse grufulde bentræninger, så er jeg aldrig gået fra en træning, uden et smil og en god snak. Det er nok også derfor, at jeg er blevet ved så længe. Det har været fuldstændig fantastisk at nørde teknik og blive tæsket en gang om ugen, og samtidig bare kunne se hvor både kroppen og styrken er blevet ved med at udvikle og udvikle sig.

Jeg vil anbefale Rasmus til enhver. Jeg har lært SÅ meget det sidste knap halvandet år, og udviklet mig meget mere end jeg havde gjort på de år jeg trænede på egen hånd.

Enhver der ønsker at blive stærkere, bedre og gladere, bør overveje lige at give Rasmus et kald. Det er virkelig det hele værd.

Så tak for denne gang Rasmus, jeg kommer til at savne vores træninger og din kyndige vejledning!

– Bitten Pabst – 1. februar 2017″

Bitten-1

Tak for din tillid Bitten, du har været fantastisk at arbejde med og din energi vil virkelig blive savnet. Og som du selv sagde, så har vi vist glemt at træne din højde når vi sammenligner med mig :D

© Aagaard Personlig Træning ‐ CVR: 3595-0060