Frederikke Pedersen: Fra forstyrret og besat til glæde og succes

Blog

Frederikke Pedersen: Fra forstyrret og besat til glæde og succes 8. januar 2017

Jeg har virkelig glædet mig til at dele denne fantastiske fortælling med jer alle. Ikke blot er det et af de forløb der har betydet mest for min tilgang i mit arbejde, så er det også et forløb hvor jeg virkelig har mærket hvordan Frederikke har rykket sig igennem de 2,5 år vi snart har arbejdet sammen.
Da hun opsøgte mig var hun i en tilstand der ikke var god for hende, hendes sundhed eller hendes præstation som crossfit-atlet, i dag er hun velinformeret, har en krop der præsterer som den skal og vigtigst af alt har hun fundet ud af hvad der gør hende glad, hvad der virker for netop hende og er villig til at arbejde på at blive bedre.

Netop det at blive bedre var målet for Frederikke da hun opsøgte mig, der var aldrig et endeligt mål, blot en søgen på at blive bedre og bedre og bedre. Dette har jeg personligt forsøgt at indføre i mit arbejde uanset hvilken klient det end måtte være, for der findes da virkelig intet end at kunne kigge tilbage på sin indsats og vide at man er blevet bedre.
Hvad det så er man ønsker at blive bedre til er helt individuelt, nogle synes bedre betyder at gå en tøjstørrelse ned, for andre betyder det en tøjstørrelse op. For Frederikke betød det at blive klogere på sig selv og hendes krop, samt at mærke hendes præstation under crossfit workouts blev bedre.

Jeg vil egentlig ikke selv sige mere omkring Frederikke, i stedet vil jeg lade hendes meget personlige fortælling om en pige der engang var besat af sit udseende og derfor udviklede en forstyrrelse angående kost og træning, til hvordan hun siden har udviklet sig til en af de dygtigste crossfit-atleter her i området (Så vidt jeg ved) og ikke længere ser mad som noget der feder, men i stedet noget der giver energi.

Lad mig præsentere Frederikke og jeg håber du vil tage dig tid til at læse hendes historie:

Frederikke Pedersen – i dag 21 år, studerende, vild med mad, stærk og gladere end nogensinde.

(Beklager mulige korrekturfejl)

Da jeg tilbage i oktober 2014 bad Rasmus om at hjælpe mig med at få styr på min krop og min kost, der så han noget mistroisk på mig, da jeg stolt erklærede, at jeg altså var ’crossfitter’.
Rasmus gjorde det derfor hurtigt klart, at crossfit gjorde det svære at udarbejde helt personlige kostplaner, da det er svært at forudse hvorvidt dagens træning overvejende indeholder kredsløbs-, styrke-, udholdenhedstræning, en blanding eller øvrige former for træning.
Dvs. mængder, makrofordeling, timing osv. af selve kosten, ville være svært at tilpasse 100% til min træning, når træningsprogrammet eller ”temaet” for dagen/ugen ikke var kendt på forhånd.

Mit mål var dog klart. Jeg VILLE være stærk, kunne præstere og VIGTIGST af alt, ville jeg have en sund, velfungerende og stærk krop, hvilket jeg ikke havde haft i langt over et år.

Når et mål sættes er det oftest et retningsskift og/eller et ønske om et andet niveau i samme retning. For mit vedkommende var det begge dele. Jeg ville øge mit niveau i crossfit, men samtidig ville jeg ændre retning angående mit forhold til mad – Jeg ville langt væk fra min spiseforstyrrelse, som nu havde hærget mit sind i ca. halvandet år.
Der var ingen tvivl om at dette både for Rasmus’ og mit eget vedkommende, ville blive en lang og udfordrende proces.
Idet jeg nævner ordet ’spiseforstyrrelse’, skylder jeg nok at fortælle lidt om mine år inden mødet med Rasmus i oktober ’14.

Øverst: November ’13 – Nederst: Foråret ’16 (Adskillige kilo tungere)

Teenage tiden

Jeg har alle mine leveår haft (og har stadig) utrolig høje forventninger til mig selv i alle livets facetter, uanset om det gælder uddannelse, sport, venner og veninder, min familie, kæreste, udseende osv.
Jeg har samtidig haft en viljestyrke som de færreste, og så er jeg stædig på både godt og ondt. Den kombination kan både være en fordel, men til tider også en kæmpe ulempe.

Jeg kommer nok fra det tætteste man kommer på en ”kernefamilie”; (hvis man stadig kan benytte dem beskrivelse), med forældre der har været sammen siden folkeskolen og en lillebror som jeg aldrig har skændtes med.
Jeg har spillet håndbold siden, jeg var 5 år, hvilket fra 13-års alderen blev hævet til eliteniveau. Jeg startede på handelsskolen i Horsens i august ’11, hvor jeg her kombinerede uddannelse med håndboldtræning og dertilhørende styrke- og løbetræning både morgen og eftermiddag – dette i form af at gå på sportscollege – dog som hjemmeboende.

Primo marts ’13 bliver jeg i en alder af 17 år, single for første gang i ca. 3,5 år. Jeg skulle for første gang i mine teenageår finde mig til rette blandt det modsatte køn, og forventningerne til mig selv var som altid tårnhøje. Derudover fik jeg i denne periode kendskab til Instagram, hvor jeg trofast fulgte alt og alle med en lav fedtprocent: fitnessatleter, paleoinspireret mad og danske bloggere som delte ud af deres viden (eller mangel på samme) om træning, sund/usund kost osv.
Jeg spillede som sagt meget håndbold på det tidspunkt, og med otte ugentlige træningspas + en eller flere kampe, kræver kroppen det rigtige brændstof for at være velfungerende. Så jeg gav den hvad jeg tænkte var den rette kost. Det var derfor yderst sjældent jeg spiste slik og søde sager, og at der faktisk kunne gå flere måneder uden, fordi jeg simpelthen bare elskede (og stadig gør) frugt og grønt. Misforstå mig ikke, jeg har aldrig konsekvent takket nej til is og kage, men det er bare ikke det, der driver mig.

Socialemedier og dets indflydelse

I april ’13 begynder jeg så småt at leve relativ kontrolleret og var stærkt inspireret, af de mange instagram-brugere jeg fulgte på daværende tidspunkt. Jeg var på det tidspunkt på ingen måde buttet eller overvægtig, hvilket jeg faktisk aldrig rigtig har været, jeg var blot ”normal”.
Da jeg ultimo maj ’13 får læseferie, er jeg også ude med en skade i mine fødder som havde plaget mig mange år forinden. Derfor blev alt håndbold- og løbetræning indstillet og derfor var alt aktivitet udelukkende styrketræning, gang og spinning. Jeg brugte hele sommeren på at træne så meget som muligt, hvilket medførte, at jeg fra juni ’13 til augsut’13 pludseligt havde tabt mig adskillige kilo, som jeg slet ikke burde.
Jeg stiftede denne sommer også bekendtskab med proteinpulver og ’diætmad’, ”takket være” de mange piger som skulle debutere til New Comers i september ’13. Jeg levede derfor næsten på samme måde som disse fitnessatleter. Jeg begyndte at bede om min egen mad, når jeg spiste med min familie, selvom jeg alle andre år godt kunne køre rugbrødsmadder, pasta og korteletter ned på rullebånd, så var dette ikke længere godt nok i mit hoved. Jeg overbeviste min familie og omgangskreds om at jeg jo gerne bare ville leve sundt, og derfor kunne jeg ikke spise hvad som helst.
Min familie lever ikke som folk på diæt, men der har dog altid været salat på bordet. Problemet var blot at jeg var begyndt at leve i min egen mere og mere forskruede verden, hvor jeg efterhånden havde udelukket flere madvarer end man kan tænke sig til – Det endte med at selv frugt og magert oksekød pludselig også var farligt for min ”sundhed”.
I samme periode blev ”LifeSum”-Appen (kalorieberegner) også nærmest en kanal jeg levede mit liv igennem. Hver en madvare blev vejet og tastet ind, og mit kalorieindtag blev dagligt et udtryk for om det havde været en god eller dårlig dag.
Fra ultimo juli ’13 til medio september ’13 gik det rigtig stærkt. Jeg fjernede endnu flere fødevarer fra min liste med godkendte kilder til energi, samtidig spiste jeg nu også endnu færre kalorier – 800-900 dagligt og endte ofte med at træne 4-5 timer dagligt.

Så tænker I sikkert: ”men hvor var dine forældre?” De var lige præcis hvor de skulle være, de gav mig over sommeren komplimenter for min krop, mens de dog også understregede, at jeg var ligeså fin før.
Det eskalerede så i august-september, hvor de blev klar over at der ikke længere blot var tale om en sundere livsstil, men at jeg var fanatisk(syg). Jeg havde nu tabt mig ca. 8 kilo og lignede ikke længere den Frederikke som de kendte. Jeg var langt fra fyldt med energi og overskud som normalt, tværtimod var jeg udkørt, uoplagt og underernæret. Familie og venner som ikke havde set mig i længere tid, begyndte at blive chokeret og bekymrede når de så mig, hvilket blot bekræftede mine forældres mistanke.

En dag som stadig står meget klart i min erindring var min fætters fødselsdag ultimo september ’13. Jeg havde hele dagen spurgt mine forældre, hvad vi mon skulle have at spise. Jeg overvejede meget kraftigt at medbringe mit eget, men blev enig med mig selv om, at det var jeg alligevel for høflig til. Der blev først serveret eftermiddagskaffe: hjemmebagte boller, vandbakkelser og varm kakao. Mens hele min familie nødt alt, hvad en fødselsdag indebærer for de fleste, drak jeg vand. Bare vand og intet andet. Jeg husker tydeligt hvordan jeg nærmest væmmedes ved tanken om at jeg skulle spise noget på bordet. Jeg var sikker på at de ville tænke at jeg var tyk, og at jeg på ingen måde havde godt af det.
Aftensmaden var det længe frygtede ”julemad” med alt hvad den ellers kunne trække. Jeg har aldrig brudt mig om flæskesteg, brun sovs og brune kartofler (jep, det er en fejl i min opdragelse), og mine forvrængede tanker gjorde det absolut ikke bedre. Jeg endte blot med at indtage en lille mundfuld kød og et par gulerødder hele den aften.

Hvad der dengang var en stor portion

Tvunget til forandring

Dagen efter blev jeg af mine forældre bedt om at øge min vægt, hvis ikke jeg ville til både læge og psykolog. I min egen lille verden, var jeg stadig ikke på nogen tænkelig måde spiseforstyrret, jeg var bare ”sund”. Så at skulle bestille tid hos både læge og psykolog var i mine øjne fuldstændig åndssvagt.
Jeg kontaktede derfor en kendt instagrammer, som lige var startet op som personlig træner. Jeg bad hende hjælpe mig med at blive ’hakket’ UDEN at tabe mig, hvilket jeg ikke var på daværende tidspunkt – blot meget meget tynd. Mit ønske var altså at få mere muskelmasse, uden at øge min fedtmasse særlig meget. Hun skulle udelukkende stå for min kost, og så ville jeg selv træne som min skade tillod mig det.
Jeg startede ud på ca. 1800 kcal (inklusiv alt), hvilket også var væsentlig mere end jeg spiste før, men idet jeg stadig trænede ca. 4 timer dagligt, så var det langt fra nok. Hun så mig aldrig til et egentlig møde, kun på de billeder jeg sendte af min krop med dertilhørende oplysninger om min højde og vægt.
Efter 2 uger tabte jeg mig yderligere 3 kg, hvilket var helt uhørt. Jeg valgte at lyve over for mine forældre om at vægten var gået lidt op, hvilket de nok også troede på, da jeg jo nu spiste mere end før.
Jeg blev i løbet af ingen tid yderst ”markeret”, lille bitte og totalt energiforladt. Dette hang nok sammen med, at jeg i løbet af mit 8 ugers forløb fik reguleret min kost til sølle 1350 kcal. Jeg mærkede dog ikke selv forandringerne og bildte mig stadig ind, at det ikke var godt nok. Jeg lignede jo stadig en flodhest, til trods for at jeg dagligt vejede mig og skrev tallet ned på min telefon. Jeg endte endda med at underspise yderligere, hvis vi f.eks. ikke havde en avokado i huset som jeg ellers skulle have, sprang jeg blot det måltid over. Hellere ingenting end noget potentielt ”forkert”.

En meget træt, sulten og forstyrret Frederikke

Når man vil være idealet

Det blev slutningen af oktober og dermed min egen 18 års fødselsdag, hvilket selvfølgelig betød nyt tøj så jeg kunne shine. Der blev derfor prøvet mange kjoler, rigtig mange. Alle sammen i str. XS og alle sammen for store.
Hvis jeg tænker tilbage, så lignede jeg mest af alt et skelet i kjole, når jeg trak forhænget fra og viste mig frem for min mor. Min mor lignede derimod nærmere én, der ville give alt for at få sin gamle glade datter (i str. S/M) tilbage.
Den store dag skulle fejres over to dage, fredag med familien, og med mine veninder lørdag. Mine forældre havde lejet pandekagedame til om fredagen og om lørdagen stod den på kæmpe stor buffét udefra, hvor jeg havde bestemt menuen. Dagene havde jeg længe frygtet, jeg havde jo ikke indtaget den slags mad i over et halvt år. Jeg valgte ”taktisk” ikke at spise noget i dagstimerne fredag og lørdag, men endte derimod med at overspise både fredag og lørdag aften.
Det var første gang i meget, meget lang tid, at min krop egentlig fik alt den energi den havde brug for.

Det gjorde dog blot, at der fulgte nogle meget lange uger efterfølgende, hvor jeg var meget stringent og straffede mig selv ved at træne mere når det var muligt. Det hele var for længst stukket af for mig og min daværende ”kostvejleder”.
Dagen efter min fødselsdag var jeg endelig tilbage på håndboldbanen, hvilket for mig var et kæmpe lyspunkt. Jeg havde slidt og slæbt og ligefrem investeret i en kostvejleder, så jeg kunne komme tilbage på banen så ”fit” som muligt og dermed få mere spilletid. Jeg var dog langt fra en tilstand der gjorde jeg kunne præstere særlig godt.

Hvad var mit mål egentlig med alt det her kost og træning? Jeg ville være fit ligesom pigerne på instagram, udstråle styrke og så var jeg overbevist om, at jo mere veltrænet, jeg så ud, når jeg var skadesfri, jo større var chancen for, at jeg fik en plads på banen.
To uger efter min fødselsdag og ’debut’ fik jeg i en kamp hjernerystelse.
Min krop var drænet og de få kalorier jeg havde fået besked på at indtage, var slet ikke nok til at få den tilbage til normaltilstanden. Jeg var derfor lænket til sengen i 3 uger efterfølgende, hvilket jeg i dag tilskriver min spiseforstyrrelse og forvrængede tankegang.

Lægen havde tydeligt fortalt mig, at motion var et no-go, men at gåture og frisk luft var godt for hovedet. Jeg levede under min spiseforstyrrelse pludseligt et dobbeltliv. Jeg rejste mig ofte fra sengen for at gå en tur, men kunne ende med at løbe 5 kilometer for derefter at tørre svenden af min pande og op i seng igen. Selvom jeg lå derhjemme forsøgte jeg så vidt muligt at følge min kostplan, – dog fik jeg ikke altid alt på planen. Dette skyldes bl.a. manglende sult, men også at jeg faktisk i perioder spiste af det ”forbudte”. I perioden oplevede jeg et par eftermiddage, hvor jeg i løbet af 5 minutter havde spist en masse chokolade, hvilket sjovt nok medførte voldsomt ubehag, det gjorde også at jeg hverken fysisk eller psykisk havde lyst til mere den dag. Jeg brugte denne hjernerystelse som en undskyldning for, hvorfor jeg ikke skulle have mad de aftener og hvorfor jeg ikke tog på. Jeg behøver nok ikke sige, at de uger var de værste af dem alle….

En fortsat meget forvirret, forstyrret og usikker Frederikke

Hvad er det der gør mig glad?

Da jeg startede i skole igen foreslog min kontaktlærer, at jeg kunne starte ved skolens psykolog. Hvordan hun nogensinde fik mig overbevist om det, må jeg have fortrængt. Uanset hvad, fik vores samtaler over et halvt år, mig til at indse hvordan jeg ville leve mit liv, og vigtigst af alt, hvad det er der gør mig glad. Ikke glad på den der ”jeg smiler”-måde, men den følelse af glæde, som spreder sig helt ned i maven. Jeg nævnte ting som at være fysisk aktiv med overskud, at være social med min familie, veninder og venner og som den vigtigste ting at have overskud og energi til at være der for dem jeg holder af. Overskud og energi blev derfor det jeg søgte efter.

December gik derfor stadig med en masse træning, stadigvæk alt for meget træning. En dag besluttede jeg mig for at prøve og spise andet end det der stod skrevet på min kostplan.
Ikke noget af det ”farlige” med sukker osv., men bare præcis den ”sunde” mad jeg havde lyst til.
Selvfølgelig var mit ødelagte forhold til mad skyld i, at jeg præcist vidste hvad tallerkenen indeholdt rent kaloriemæssigt – Det føltes dog stadig en sejr.
Sådan fortsatte det et stykke tid rent kostmæssigt. Min psykiske tilstand var dog en helt anden fatning end at dette var positivt. Min vægt gik en lille smule op, mens min krop selvfølgelig også ændrede sig meget lidt. For mig var dette en KATASTROFE.
Jeg havde før følt mig enorm, så hvad jeg tænkte om egen størrelse nu, vil jeg slet ikke skrive her.

Mine tanker var et stort sammensurium af negative tanker om mig selv og min krop. I denne tid kan jeg ikke takke mine fantastiske venner, veninder og verdens dejligste forældre for at være der for mig. De har trøstet mig mange gange, overbevist mig om, at jeg gjorde det rigtige og på intet tidspunkt ladet mig stå tilbage alene med mine tanker.

Specielt i januar-marts ’14 fik jeg brug for støtte. Jeg var på daværende tidspunkt 5 kilo tungere (ja, KUN 5) og kunne slet ikke kende MIN krop. Jeg stoppede med håndbolden i januar ’14, og følte for alvor, at jeg var landet i en identitetskrise. Hvis ikke jeg er Frederikke, der spiller håndbold og har en yderst markeret mave, hvem er jeg så? Løsning på dette bildte jeg mig ind var at dyrke spinning 6-7 gange ugentlig og styrketræne 5-6 gange ved siden af. Desværre kunne spinning ikke udfylde det jeg tidligere havde oplevet igennem håndbold.
Kropsmæssigt fik jeg heller ikke den krop, som jeg så gerne ville have. Den skulle udstråle power og styrke, men let’s face it; spinning giver sgu bare ikke lige dén krop.

Jeg har ikke fortalt ret mange, at jeg faktisk i slutningen af marts frem til starten af april ’14 havde ufatteligt mange snakke med min familie. Jeg var ulykkelig inderst inde – fuldstændig.

Dette ændrede sig dog da jeg var til min første crossfit-time – Jeg var solgt fra start af.
I en efterfølgende snak med min mor sagde jeg klart: ”jeg vil det her crossfit SÅ meget. Det handler ikke om, at min krop skal se ud på en bestemt måde, men om at den skal kunne noget i stedet”.

Selvom jeg på daværende tidspunkt synes det var sejt at kunne præstere, så ændrede det desværre ikke mit syn på min egen krop. Jeg valgte at benytte mig af ’Nupo’ i en måned, mens jeg dyrkede crossfit. Noget jeg faktisk kun har fortalt til meget få, for ja.. Jeg skammer mig yderst meget over, at jeg var nået dertil, når jeg på ingen måde var målgruppen for dette produkt.

Min krop ændrede sig med raketfart. Musklerne sprang frem, men vigtigst af alt så var jeg totalt bidt af crossfit og hele miljøet. Det blev til en hel sommer fyldt med crossfit, gode venskaber og et helt andet syn på træning, livsglæde og min egen krop som motor frem for et lærred. Dog var min opfattelse af mad stadig på niveau med før. Jeg spiste sjældent det samme som mine forældre, var kontrolleret og spiste ikke sukker, gluten osv. Med crossfit følger også en præsentation for hele ”palæo-verdenen”. Det var de kostprincipper, jeg søgte at følge hele sommeren, dog med en ugentlig dag, hvor det var okay, at spise lidt anderledes.

Det blev ultimo august ’14, og jeg stod nu på egne ben i en ny by – Aarhus. Ny crossfitbox i form af Spartan, studie, bolig, omgangskreds osv. Jeg blev i den første periode i Aarhus overbevist, af en person der stadig står mit hjerte nært, om at det var fint at træne crossfit og samtidig ikke have en kostplan. De efterfølgende uger var fantastiske. Jeg spiste, hvad jeg ville. Dog overvejende sunde madvarer uden sukker, men jeg var ikke længere begrænset. Jeg kunne snildt køre 5 figenstænger ned inden en træning, og jeg oplevede nu også, at jeg var langt mere sulten mere sulten end før. Jeg blev ufatteligt inspireret af de dygtige crossfittere i Spartan, og jeg begyndte nu at sætte flere ambitiøse mål for min træning. Jeg ville være stærkere og kunne flere teknisk svære ting.

Oktober ’15 vs. Januar ’16 (73 kg/67 kg)

Som jeg skrev til at starte med, var det her jeg kontaktede Rasmus. Jeg skulle have styr på min krop, så den havde de bedste forudsætninger for at kunne præstere, som jeg ønskede.
Vi startede ud med vejning og fedtprocentmåling. Derefter modtog jeg min første kostplan, som indeholdte væsentligt mere mad end jeg var vant til. Den første tid havde vi fokus på mere mad, men samtidigt var det ikke meningen, at jeg skulle øge min vægt, blot have den rette energi så jeg kunne præstere. Sideløbende med vores forløb startede jeg på et online crossfitprogram (Crossfit Invictus’ Competition programmering), og jeg var nu ikke længere at finde i holdsalen, men i open gym med langt dygtigere mennesker end mig selv. I december besluttede vi os for at skrue op for mit indtag, og jeg fik hurtigt smidt nogle gode kilo på kroppen. Jeg oplevede de første 3 måneder af vores forløb et overskud til træning, som jeg ikke havde oplevet siden min spiseforstyrrelse. Derudover blev jeg naturligvis stærkere og stærkere, mens jeg også udviklede mig rent teknisk. Fra december ’14 til sommeren ’15 tog jeg 5-6 kilo på, hvilket året forinden havde været katastrofalt. Med en vægt på ca. 73 kg vejede jeg nu det meste, jeg nogensinde har vejet. Var jeg ked af det? På ingen måde. Jeg havde det fantastisk og nød, at jeg aldrig havde været stærkere. De ekstra kilo sad pænt, hvilket uden tvivl skyldes den fornuftige mad, som de ekstra kalorier var indtaget i. Rasmus var (og er stadig) eminent til hele tiden at regulere planerne, så jeg konstant kan præstere – uanset hvilket fokus jeg har. Hvis jeg føler det mindst ubehag ved at indtage noget bestemt eller på et bestemt tidspunkt, så bliver det lynhurtigt ændret, så jeg igen kan præstere. Min vægt lå på de ca. 73 kg frem til ultimo oktober ’15, hvor jeg besluttede, at det var tid til at fokusere på cardio og gymnastik. Rasmus sendte mig hurtigt en ny og helt anderledes plan. Jeg vejede d. 24. December 2015 67 kg, men min styrke var stadig (utroligt nok) stigende i perioden. Cardio blev hurtigt nemmere og dét at lave pull-ups, når man vejer 6 kilo mindre, kan altså godt mærkes ;-)

Hele foråret og den første del af sommeren gik med diverse konkurrencer (herunder Opens) og en masse træning. Jeg udviklede mig stadig styrkemæssigt, mens min vægt ikke ændrede sig markant.

Standard morgenmad på ferien sommeren ’16

I juli i år gik turen til Tyrkiet – all inclusive i 11 dage. Normalt ville jeg frygte flere ting: maden, træning og at rende rundt i bikini. For første gang i 4 år, havde jeg en fantastisk ferie, hvor ikke kun rammerne var på plads – mentalt var jeg et sted, jeg ikke har været længe. Hver dag stod på 1-2 træningspas (bodybuilding, basic crossfit workouts, gymnastics (alá crossfit) eller løb langs stranden). Jeg nød det virkelig og gjorde det udelukkende af lyst og glæde. Jeg fik virkelig bekræftet, hvorfor jeg træner: fordi jeg simpelthen har for meget energi, og fordi jeg nyder det så meget. Jeg spankulerede glad rundt i bikini, selvom jeg hver dag fyldte mig med ENORME mængder mad i bufféten. Primært æg, kød, en masse grønt og frisk frugt, ost, bacon og ris, kartofler eller lignende. Tre-fire gange spiste jeg dessert, hvis jeg kunne klemme mere ned. Ingen sengetid røg der enten et par proteinbarer fra Bodylab, en shake eller også smuttede jeg forbi bufféten igen. Min mor sagde følgende til mig inden vi tog afsted: ”Nu håber jeg virkelig, at du bliver mæt dernede”. Det blev ret hurtigt tydeligt, at det ikke var et problem. Jeg spiste hver dag så meget (morgen, middag og aften), at resten af familien var ved at dø af grin, når jeg stolt fyldte hele vores bord med mine tre tallerkener (altså første runde ;-)). To år tidligere var billedet et noget andet, – og jeg kunne virkelig mærke, hvordan også min familie slappede mere af, idet jeg på ingen måde bekymrede mig over maden- tværtimod. Min spiseforstyrrelse havde en kæmpe indflydelse på mig og min familie på vores ferier i både ’13 og ’14, men selvfølgelig også helt generelt. Jeg havde det dårligt i min krop, hvorfor jeg ikke brød mig om, at vise den frem i bikini, ligesom jeg også spiste helt anderledes ift. resten af familien. I ’14 kørte vi sågar rundt i en lille italiensk ikke-turistet by i en evighed blot for at finde noget kylling og grøntsager til mig..

Jeg tog afsted til Tyrkiet med en vægt på 67 kg og kom hjem med en vægt på det samme inklusiv en dejlig ferie. Jeg havde verdens bedste ferie, fordi jeg simpelthen bare er glad #maveglad, er så godt som fri af min spiseforstyrrelse, og fordi min krop er i balance.

Der er nu gået ca. 2,5 år siden, at jeg kontaktede Rasmus. Da jeg startede vejede jeg 65 kg med en fedtprocent på 18? (BioSignature). Jeg vejer i dag ca. 67-68 kg og har en fedtprocent på 11,5(BioSignature). Da jeg startede kunne jeg dødløfte 95 kg, i dag kan jeg lave 10 unbroken reps med 130 kg samt 5 reps på 145 kg uden straps eller bælte. Jeg kunne ikke lave en eneste muscle-up, i dag kan jeg lave dem strict og med ekstra vægt i bæltet. Jeg roede 500 m på lidt over 2 min, i dag kan jeg gøre det på 1:38. Min performance er over hele linjen blevet så meget bedre, hvilket uden tvivl bl.a. skyldes den rette mængde mad, et fokus på søvn og en gladere Frederikke.

Jeg følger nu et nyt program med en væsentlig højere volume, hvilket også har betydet, at mit kalorieindtag er steget i takt hermed. Dette har Rasmus gjort til perfektion. Jeg kaster ufattelige mængder mad i hovedet hver dag, – specielt lørdag er en dag, hvor jeg fylder ekstra på, da det typisk er dagen inden min fulde rest day om søndagen. Jeg spiser sjældent søde sager, men holder mig til de ting, som jeg simpelthen elsker. Sådan lever jeg efterhånden hver dag – gør de ting, jeg elsker og som gør mig glad! Det samme gælder træning. Den sjove træning er typisk også den, der bliver til noget.

Hvad vil jeg så sige med denne her roman?

Mange ting…

For det første så handler det om at være glad. Ikke sådan ”jeg smiler”-glad. Nej glad helt ned i maven. Lyt til dem omkring dig – de har ikke altid ret, men nogle gange har de altså fat i den lange ende ;-) Derudover handler det om, at valg af den rigtige vejleder har en kæmpe betydning, hvis man går den vej. Min første vejleder har jeg hørt flere sørgelige historier om, hvilket gør så ondt i mit hjerte. Spis rigtig mad, og spis en masse af det. Jeg er gået fra at spise 1 æg og 1 halv agurk til morgenmad til at spise 150 g oksekød, 65 g fed cheddar og en spand grønt på ca. 500 g – det er da vildt. Derudover har jeg aldrig sovet bedre, hvilket altså har en kæmpe betydning for ens daglige energi, velbefindende og eventuelle træning.

Slutteligt vil jeg lige slå et slag for crossfit (sorry Rasmus). Den sport har muligvis ændret mit liv mere end noget andet. Det driver mig til hver træning, at den skide sygdom ikke fik lov til at vinde over mig!!

Min veninde mindede mig om, at det på alle måder også er vigtigt at understrege, at jeg i dag træner rigtig meget, og at jeg har stadig fokus på min kost. Når man først har haft en spiseforstyrrelse, er det ufatteligt svært at slippe af med den. Jeg har altid været meget aktiv, og er det i dag af lyst. Lysten til at blive bedre og udvikle mig, – præcist som da jeg spillede håndbold. Træningen og kosten er i dag fokuseret omkring min præstation, modsat da jeg havde en spiseforstyrrelse, hvor det var mit udseende. At begå sig i et crossfit miljø er uden tvivl bedre end diverse fitnesscentre, men der er alt andet lige stadig et kæmpe fokus på krop og mad ift. at gå til tegning eller lignende. Det handler om, at man er bevidst om, hvor man ikke ønsker at ende igen. Det husker jeg mig selv på hver evig eneste dag.

Et kæmpe tak til Rasmus for at ”tage mig ind” dengang – det har uden tvivl været det helt rigtige for mig!

Tak fordi I læste med. Hvis I har spørgsmål eller måske selv døjer med noget af det, jeg har beskrevet, er I mere end velkomne til at kontakte mig på frederikke.pedersen@hotmail.com J
Igen – af hjertet TAK!