Blog
Raw Cheesecake 18. december 2016
Efter en større efterspørgsel på de sociale medier da jeg delte billeder af denne herlighed, så tænker jeg det er på sin plads at dele opskriften og fremgangsmåden. Inden vi går videre herfra, så vil jeg lige slå fast at denne “cheesecake” hverken skal stemples som sund, proteinrig, low carb, low fat osv. En kage er og vil altid være en kage.
Det er faktisk blot en opskrift på en raw cheesecake lavet på råvare der er minimalt bearbejdet. Om dette gør den sundere end en almindelig cheesecake kan man nok altid diskutere. Jeg vil blot slå fast at ingen kager bliver sunde fordi man udskifter eller fjerner særlige råvarer.
OBS! Jeg lavede en meget stor kage, da jeg ikke havde en mindre form, så opskriften kan halveres hvis du har en mindre rund form end jeg havde.
Opskriften er delt op i en bund og et fyld. For at lave bunden skal du bruge:
- 400g dadler hvor du har fjernet stenene
- 250g nødder efter eget valg (Jeg brugte pekannødder)
- 100g kokosmel/kokosflager
Disse ingredienser blendes/presses sammen til en sammenhængende masse, hvorefter den fordeles i bunden på den form du ønsker at benytte. Husk at lave nogle lidt højere kanter da det kommer til at se bedst ud.
Til fyldet skal du bruge:
- 400g blødgjorte cashewnødder (som har ligget i vand i nogle timer)
- 120g kokosolie (nemmest hvis det er flydende – over 27 grader)
- Ca 300g kokosmælk (Lad være med at købe light, der er blot mere vand i end ikke-light)
- 200g agave sirup
- Evt vaniljepulver, kakao, kanel eller andre smage som ønskes (Jeg brugte vanilje og kakao)
Nødder, kokosolie, sirup og halvdelen af kokosmælken skal nu blendes sammen til en halv-flydende masse. Lidt efter lidt tilsættes mere og mere kokosmælk indtil den ønskede konsistens opnås. Bemærk at kokosolien er med til at stivne når den kommer på køl, så den skal nok sætte sig hvis den ikke bliver lavet alt for tynd.
Fyldet hældes nu i formen og fordeles som det ønskes. Herefter sættes det hele på køl indtil den har sat sig. Jeg pyntede min med noget smeltet 85% chokolade tilsat en lille smule appelsin-olie.
God appetit.